En surftur i erindringens verden.


Introduktion til Filosofi
Opgave 2:
Hvem er vi? Hvad er vi? Hvad er bevidsthed og sansning? Disse spørgsmål ved vi er blevet stillet – til os selv og til andre – i lige så mange år man har kunnet gå tilbage. Og hvorfor så ikke antage, at disse spørgsmål omkring erkendelse altid har optaget os mennesker – og hvem ved, måske også andre væsener?

Jeg har allerede nu rodet mig ud i et væsentligt filosofisk problem. Jeg postulerer, at vi ved spørgsmål omkring bevidsthed og sansning altid er blevet stillet. Dette er jo egentlig blot ord på et stykke papir, så længe vi ikke har defineret hvad der menes med begrebene bevidsthed, sansning og viden.

Disse begreber er i den europæiske filosofihistorie vi kender, beskrevet og diskuteret i nu godt 2000 år. Problemet – som vel også er en udfordring – er, at intet er forkastet i de 2000 år. Filosofferne har i denne periode barslet med enorme mængder af teorier. Disse teorier er igen baseret på et utal af objektive og subjektive forudsætninger, således alt kan siges at opfylde et eller andet sandhedskriterie.

Hvad er nu formålet med denne tilsyneladende evige diskussion? Bliver vi klogere af at få et nyt teoretisk lag ovenpå de i forvejen mange lag – eller bliver vi blot fustreret på et andet niveau – og hvad vil det sige at blive klogere og fustreret?
Der er tilsyneladende flere spørgsmål end der er svar. Sådan har det altid været, og da emnet eksistens og sansning næppe nogensinde lader sig klart definere, så må vi lade os nøje med den afklaring troværdige teorier giver.

Som det fremgår af ovennævnte, veksler jeg mellem ”vi” og ”jeg”.
Jeg kan fundere længe over tingenes tilstand. Jeg kan se og observere hvad der sker, og jeg kan prøve at finde nogle for mig naturlige sammenhænge. Det er vel dertil de fleste kommer, og det er vel også fuldt tilstrækkeligt til at overleve. Men vil man (jeg) videre, må jeg holde mine tanker og ideer op imod andres. Dette kan gøres igennem læsning af andres nedfældede tanker eller gennem dialog. I begge tilfælde forudsætter dette et sprog som distributionsvejen mellem A og Bs tanker.

En dialog forudsætter således nogle sproglige fælles spilleregler. Det forudsættes, at det A mener med ”justification” opfattes af B på samme måde, altså fælles forståelse af sprogets anvendelse og dermed af ordenes/begrebernes betydning. Dette er en optimistisk forudsætning at opstille, da jeg tror mange individuelle begrebers opfattelse er baseret på subjektive fortolkninger.

Sprogproblemet forstærkes yderligere, når der skal kommunikeres mellem forskellige sprog, og da eksistensproblematikken absolut er international, er graden af afklaring/fustration afhængig af, i hvilken grad der kan kommunikeres internationalt.
Og når man er på det internationale plan, kan man ikke komme udenom kulturelle forskelle i hele oplevelsesspektret inden for dette område. Det der er etisk korrekt i land A kan være etisk ukorrekt i land B. Er man sig ikke sådanne forskelle bevidst, kan dette afstedkomme mange hede diskussioner, diskussioner som basalt mere er begrundet i forskellige forudsætninger end i opfattelser.

Man kan således blive ved med at stille spørgsmål ved alt for til slut at ende samme sted som Descartes med udtrykket: Jeg tænker, altså er jeg (til).

Jeg har indtil nu malet mig op i en krog, idet:
-    jeg ikke rigtig ved, hvornår jeg egentlig ved noget
-    afklaring af min vidensdefinition kræver kommunikation og dermed et kommunikationssystem
-    afklaring gennem kommunikation forudsætter veldefinerede spilleregler.
Hvornår ved jeg noget, hvad er viden?

Jeg vil her tage udgangspunkt i en surftur, dels på nettet, dels på bibliotekerne og dels i lærebøgerne. Nogle steder kiggede jeg blot indenfor for at fornemme stemningen. Mange steder, især på internettet, blev jeg meget venlig modtaget. Jeg stak simpelthen hovedet ind i et filosofisk supermarked hvor alle proudukterne systematisk var sat op på hylderne. Jeg kunne så surfe rundt mellem hylderne og udvælge mig de områder jeg syntes var spændende i forbindelse med spørgsmål omkring erkendelse. Nogle steder forlod jeg hurtigt, andre steder gik jeg lidt mere i dybden. 
Jeg vil i det efterfølgende diskutere erkendelsesproblematikken ud fra følgende:

-    hvad er virkeligt, hvad kan jeg tro – erkendelsens gyldighed
-    hvorledes er erkendelse opstået – altså oprindelsen
-    er der grænser for erkendelse – grænser for hvad jeg kan forstå og ikke forstå

Overskrifterne er: Erkendelsesteori/ Theory of knowledge/ Epistemology/ Erkentnntnistheorie.

Den traditionelle opfattelse af erkendelse/viden (knowledge) baserer sig på følgende betingelser:
-    meningsbetingelsen – uden mening (overbevisning) ingen viden ( belief)
-    sandhedsbetingelsen – uden sandhed ingen viden (true)
-    begrundelsesbetingelsen – god grund til at mene, ikke gætteri. (justified)

Jeg tager udgangspunkt i Platons tanker for derefter at vurdere erkendelses-forudsætningerne ud fra nogle af de væsentligste strømninger der har været fremherskende. Det kan naturligvis kun blive korte berøringer med overordnede synspunkter. Efterfølgende kan enkeltområder pilles ud for en mere detaljeret gennemgang.

Platon har med udgangspunkt i Sofisterne, Sokrates og ikke mindst egen filosofisk undren lagt grunden til mange af eftertidens diskussioner. Platon tog udgangspunkt i idélæren som forudsætning for sansning og sand erkendelse.

Selv husker jeg ikke meget fra mine kulturhistorietimer for mange, mange år siden, dog har jeg aldrig glemt en udlægning af sandhed baseret på ”huleteorien”. Når jeg har mødt skråsikre personer ,med patent på sandheden har jeg ofte postuleret, at sandhed er et begreb der allerede blev bearbejdet af oldtidens grækere, og der arbejdes stadigvæk.

Nogle statements omkring Platons idélære:
Platons grundtanke var, at al erkendelse er baseret på en bagvedliggende urokkelig orden. Sandhed er ikke noget entydigt. Sandhed er individuelt for den enkelte. Der findes ikke nogen højere sandhed bag menneskers forskellige meninger. Platon anvender den sokratiske metode – at lade andre argumentere imod deres egne definitioner – til indirekte at afdække sandheden.

Kun det uforanderlige og det uforgængelige kan være genstand for erkendelse. Alt hvad vi, hvad angår rum og tid, får meddelt gennem sanserne er foranderlige og dermed forgængelige. Den sande virkelighed må ligge udenfor rum og tid og erkendes med andet end sanserne. Den sansede virkelighed er ideerne, og den erkendes gennem tænkning alene. Til grund for enhver egenskab ligger en ide, denne er sandheden. Idelæren er en fundamental hypotese der tjener som grundlag for al anden forklaring, og derfor ikke kan bevises.

Platon deler op i en tænkeverden (sjæl) og en fænomenverden (kroppen). Viden er en mellemting mellem mening ( indbildning og tro) og erkendelse. Filosofisk erkendelse er endestationen, hvor man starter med indbildning, f.eks. et skyggebillede. Herefter kommer man til tro, f.eks. ting der kan sanses. Herefter diskutiv erkendelse, for Platon gerne matimatiske emner for så at slutte med filosofisk erkendelse baseret på ideerne ( tingenes fælles indhold).

Platon erkender, at der kan være relationer – coherens – mellem forskellige ideer. Ideerne kan prioriteres og opbygges herakisk.

Disse teorier, herunder treenigheden bag definitionen af erkendelse og viden har været tilsluttet af mange og kritiseret af endnu flere. Blandt indvendingerne kan nævnes:

Skeptikerne benægter at der findes sikker objektiv erkendelse. Én af de væsentligste argumenter er, at  beviset for, at én påstand er sand forudsætter en anden påstand, som ligeledes skal påvises at være sand. Denne påstandskæde fortsætter i det uendelige eller går i ring ( som visse matematiske formler) og man får aldrig et endegyldigt svar. Erkendelse kan altså ikke umiddebart konstateres.
 
Fundamentalisterne tager udgangspunkt i en empirisk og rationel verden.
Empiristerne mener, at al viden/erkendelse stammer fra sanseerfaring. Empiristerne tager afstand fra aprioriske begreber, altså at erkendelse kan stamme fra medfødte ideer eller anden bevidsthedsmæssig ”viden”.

John Locke forsøger at forklare vor videns oprindelse, sikkerhed og omfang. Locke tilslutter sig Platons idé-udgangspunkt og fastlægger, at det er idéerne der binder bevidsthed/erkendelse og virkelighed sammen. Dette fortolker jeg således, at en erkendelse ikke kan være virkelig, medmindre erkendelsen har et idégrundlag. Locke lader os starte ( fra fødslen ) uden nogen erkendelse hvorefter vi bygger vor viden/erkendelse op dels gennem sansning og dels gennem refleksion. Det er herefter forstanden der afgør, hvorledes erfaringsdataene administreres.

Locke forlader dog empiristernes rækker for en stund, idet han ikke er afvisende overfor begreber som sjæl og mental substans.

David Hume går meget analytisk til værks, idet han tager afsked med fortidens metafysiske tankespind for til gengæld at definere sansning og viden metodisk ud fra empiriske data. Hume arbejder med årsagsforbindelser, herunder spørgsmål om, hvorvidt fortidige hændelser siger noget om fremtiden. Det gør de ikke, idet den erfaring vi har fra fortiden aldrig kan være dækkende for fremtiden. I sin videre konsekvens medfører dette, at det reelt ikke er muligt eller forsvarligt at udtale sig om årsagsforbindelser.  

Rationalisterne baserer viden/erkendelse på fornuften.
Descartes beskriver en analysemodel ifølge hvilken han nedbryder problemet/emnet der drøftes i intuitivt mindste bestanddele for derefter at opbygge ud fra logiske forudsætninger.

Descartes definerer en påstand som sand, såfremt denne ikke kan bringes i tvivl. Herefter bringer Descartes alle påstande i tvivl og stiller sig selv spørgsmålet: Hvad kan jeg i det hele taget vide? Descartes kommer således frem til, at sand er de forhold, der ikke kan bringes i tvivl. Sandhedsbeviset er således ikke baseret på andre forhold, men alene det forhold, at jeg ikke selv kan bringe påstanden i tvivl. Descartes betvivler i sine tanker alt, undtagen dette, at han tænker, derfor de berømte ord: Jeg tænker, altså eksisterer jeg. Dette medfører, at al objektiv erkendelse er baseret på vores subjektive erkendelse. 
 
Positivisterne tager udgangspunkt i den holdning, at det alene er erfaringsvidenskaberne der danner baggrund for erkendelse. Filosoffernes opgave er at samordne de resultater der kommer fra erfaringsvidenskaben.

Den aprioriske skole tager udgangspunkt i, at erkendelsen baseres på fornuftsprincipper forud for sanseerfaring. Dette er således en kombination af de to retninger, nemlig sansning via fornuft ( rationalisterne) og sansning via erfaring ( empiriterne). Idealisterne indenfor denne skole fastholder, at man kun er i stand til at erkende sin egen mentale erfaring. Realisterne hævder, at vore påstande har en objektiv sandhedsværdi som omfatter kendsgerninger, uanset om vi er disse kendsgerninger bevidst eller ej. Dette medfører, at en påstand kan være sand, uanset om vi har kendskab til den eller ej. Forudsætningen er blot, at når/hvis vi får kendskabet, så ville vi være i stand til at forstå og acceptere påstanden.

Et par teorier.
Korrespondensteorien: en påstand er sand, hvis den korresponderer med virkeligheden. Problem: hvorledes kan man sammenholde en påstand med virkeligheden. Det kan man ikke. Man kan sammenholde en påstand med en anden påstand.

Coherensteorien: en påstands sandhed er bestemt af dens sammenhæng med andre påstande. Der findes i modsætning som ved et puslespil ikke noget færdigt (sandt) billede. Der må stilles krav:
-    fastlagt hvilke påstande der skal være coherens til
-    definition af at påstandene skal ” passe sammen”. De skal altså være overensstemmelse mellem påstandene der findes i relationskæden.

Konklusion.

Jeg ved ikke om jeg er blevet klogere hvad angår eksistentielle spørgsmål. Min surftur har overbevist mig om, at alene dette område indenfor filosofien har enorme dimensioner. Fordelen ved diskussion af erkendelse er, at man kan tillade sig at sætte sig selv i centrum.

Jeg har i lang tid ikke turdet anvende begrebet ”sand”, idet jeg fornemmede, at begrebet ”sand” afviger fra det vi i daglig tale benævner som sandhed. Jeg er tilbøjelig til acceptere en påstand som værende sand, såfremt jeg er overbevist om den er sand. Påstandens egentlige (egne) sandhed kan jo være vanskeligt at afdække, idet denne jo ofte er baseret på andre forudsætninger. Et af  problem omkring sandhedsbegrebet er, at opfattelsen af sandhed er individuel og subjektiv. Dette medfører, at man fint kan anvende ”sandhed” i egne tanker og definitioner, men vanskeligt i kommunikation med andre. Når man fra en person møder argumentet, at sandheden er……, så er man mere tilbøjelig til at fundere over hvad personen mener med ”sandhed” end at lytte til påstanden. Påstandens værdi er jo netop en funktion af påstandens sandhedsniveau.

Dette var ordene – denne gang.

Med venlig hilsen …. Hardy Pedersen