Hvad kan man vide?


Opgave nr. 3 i Filosofi: Introduktion
Hold 1820-2
Opgaveløser:
Hardy Pedersen

Indhold:
Problemformulering
Hvad kan man vide
Stoicisme
Renæssancen filosoffer
Oplysningstiden imperister
Coherensteorien
Konklusion
Problemformulering.
Jeg vil i denne opgave arbejde med nogle af de begreber der anvendes i erkendelsesteoretisk sammenhæng. Jeg tager udgangspunkt i grundbegrebet ” at vide, at erkende” og vurderer begreberne ud fra forskellige tiders respektive filosoffers udlægninger af synspunkter omkring erkendelse. Opgaven er struktureret således:

-    Platon/Aristoteles´ definitionaf kundskab
-    Stoicismens hovedopfattelse
-    Renæssance opfattelse ved Descartes og Bacon
-    Oplysningstidens toneangivende impiriske filosoffers udlægninger af kundskab
-    Et moderne synspunkt – coherensteorien v/ Bonjour
-    Konklusion

Hvad kan man vide?
Allerede Platon og Aristoteles funderede over, hvad man kan vide, og hvorledes man ved det, man tror man ved. Platon mente, at al kundskab er medfødt og at kundskaben har rod i idéverdenen. Det gælder blot at få kundskaberne frem som demonstreret i dialogen Menon, hvor en ukundig slave viste sig at have matematiske kundskaber – blot man anvendte den rette spørgeteknik. Dette lyder  besnærende, idet ens viden således er et spørgsmål om teknik, nemlig den teknik der skal anvendes for at få sin iboende viden frem. Synspunktet er faktisk spændende, idet den kan bekræfte nogle af de oplevelser, nogle har omkring uforklarlige hændelser. Her tænkes på hændelser, hvor personer har en viden, der ikke kan forklares, en viden der er tilegnet på en ikke forklarlig måde. Sådanne drøftelser får altid et skær af overtro/ hallucinationer, og jeg vil her lade emnet ligge og blot konstatere, at såfremt vor viden er iboende og ”blot” skal kaldes frem, så må dette at kalde denne viden frem være synonym med indlæringsprocesser.
Spørgsmålet må  være:

-    om vi med udefra kommende ”værktøjer” som f.eks. spørgeteknik kalder noget iboende frem og gør dette til viden
-    eller vi tilfører vor videnbase konkret viden på anden måde. 

Stoikerne – stoicismen – arbejder med en systematisk filosofi baseret på logik, fysik og etik. Erkendelsesproblemet tager udgangspunkt i logikken, hvor stoikerne udarbejder en deduktiv logik og dermed et formelt system indeholdende aksiomer og klare slutningsregler. Jeg opfatter Stoikernes arbejde som meget systematiserende for derved at opnå nogle sandhedskriterier, man kunne forholde sig til. Ifølge Politikens leksikon skulle nogle Stoikere arbejdede med kombinationer af sandheder, således at en kombinations sandhedsværdi er afhængig af de enkelte udsagns sandhedsværdi. Dette er jo næsten definitionen på den meget senere fremkomne coherensteori.     

Renæssansens filosoffer bringer humanisme og rationalisme i centrum
Rationalisterne danner ny skole for datidens erkendelsesteori, idet de bringer tænkningen i centrum som kilde til kundskab. Fornuft giver sikker kundskab siger rationalisterne.

Descartes arbejdede på at definere hvad der virkelig var sandt og introducerede idéen at tvivle på alt, således der tilbage kun var hans evne til at tænke. Jeg opfatter ideen som en teknisk/pragmatisk metode til at fjerne alt for så efterfølgende systematisk at bygge op igen. Denne påstand begrunder jeg i, at Descartes jo netop var manden bag banebrydende matematiske udlægninger, hvorfor denne analytisk evne til at systematisere naturligt kunne anvendes inden for erkendelsesvidenskaben. Det var i øvrigt også Descartes der opdelte virkeligheden i to substanser udstrækningen (kroppen) og tænkningen (sjælen). Descartes bringer, som så mange andre, Gud ind i billedet som et fuldkomment væsen, der på grund af sin fuldkommenhed – i Descartes tanker – nødvendigvis må eksistere. (Noget fuldkomment må nødvendigvis eksistere, ellers er det ikke fuldkommen)

I denne påstand føler jeg dog Descartes bruger en tænkt definition til at underbygge en anden tænkt definition. I coherens sproget vil sådanne påstanden falde ind under incoherens.

En anden toneangivende renæssancefilosof var Bacon, der introducerer imperisk tankegang. Ifølge Bacon kan viden opdeles i åbenbar viden og rationel viden. Den rationelle viden opdeles igen i poetisk viden , filosofi samt i historie. Filosofien opdeles ligeledes. Her er opdelingen: rationel teologi, humanfilosofi, naturfilosofi samt ” den første filosofi”. Der henvises til opdelingen i Politikens leksikon side 43.
Det spændende her er systematikken. Man ser bl.a, at Bacon lægger spørgsmål omkring Guds eksistens og natur ind under et selvstændigt område, således udviklingen af erkendelsesteorien ikke forstyrres. Jeg fornemmer med Bacon at arbejde med lidt af hvert, den traditionelle erkendelseslære, rationalisme samt imperisme. Dette er for mig logisk nok, idet det jo netop er det, der ligger i udvikling, at forholde sig til tidligere opfattelser og strømninger og derudfra definere nye tidssvarende udsagn.

Oplysningstidens imperister er ikke enige med rationalisternes – især Descartes – udlægninger.

Locke  arbejder på at klargøre vor videns oprindelse sikkerhed og omfang. Hertil kommer også vurderingen af grader af overbevisning. Locke kan ikke tillægge en gradbøjet overbevisning til vor viden, idet denne ikke kan være gradbøjet. Samme problemstilling mødes senere i denne opgave, når coherensteorien behandles.
Locke arbejder også ud fra, at vor erkendelse er baseret på grundlæggende ideer. Locke noterer, at ideerne er forbindelsen mellem den erkendende bevidsthed og den erkendte virkelighed. En sådan påstand må medføre, at uden en grundlæggende idebase, ingen viden. Dette fører direkte til interesse for ideernes væsen og struktur. Hvad består disse ideer af? Locke undersøger da også ideernes oprindelse ud fra erkendelsen om en snæver forbindelse imellem erkendelsens gyldighed og dens udgangspunkt.

I modsætning til Platon mener Locke, at ideérne ikke er medfødte men en funktion af erkendt erfaring. Og dette gælder alle ideer og dermed al viden. Locke har 2 kilder til ideer, nemlig sansning og refleksion eller som andre udlægger dem, som primære og sekundære kilder.

Sanseideerne opstår som funktion af ydre fysiske genstandes påvirkning af vores sanseorganer. Der er tale om fysiske direkte erkendebare forhold såsom farve, lugt, størrelse, vægt m.m.

Reflektionsideerne derimod opstår på basis af bevidsthedens aktivitet.
Locke er således klart imperisk orienteret, idet (al) viden er baseret på erfaring hentet fra materielle substanser. Imidlertid går Locke lidt længere, idet han går ind for, at der bag den iagttagende mentale aktiviet også findes en sjæl eller mental substans. Man kan vel her sige, at den rene imperi bliver angrebet, hvilket jeg har det fint med. Men hvorledes man skal forholde sig til begrebet ”mental substans” er lidt vanskeligere, idet jeg opfatter substans som noget fysisk, og derfor ikke kan forestille mig en ”fysisk mentalitet”.

En anden imperist, Berkeley, bringer som så mange andre Gud ind i billedet og hævder, at alt består af Gud, sjælen og dens fornemmelser. At være er at fornemmes. Berkeley udtrykker, at al erkendelse er baseret på sansebare fænomener eller data, heraf fænomenalisme. For Berkeley var overvejelserne omkring erkendelse ikke et mål i sig selv, men midlet til at komme frem til ovennævnte verdensbillede ( Gud, sjæl og fornemmelse). Berkeley benægter i et af sine værker eksistensen af den ydre omverden eller materielle omverden.

Dette at bringe Gud ind i billedet giver for mig diskussionen en ganske anden dimension, alt afhængig af hvilken vægt man giver Gud i en sådan diskussion. Ateisten har naturligvis ikke problemet, hvorimod teisten må finde en balance imellem troen på en gud og den videnskabelige behandling af erkendelsesteorien. Jeg har svært ved at se, hvorledes man kan forene en Gudstro og videnskabelig forskning, uden en klar definition af, hvorledes Gudstroen vægtes i behandlingen. Det vil jeg lade ligge her med en konstatering af, at emnet må være spændende at arbejde med.

En tredje stor imperist var Hume, der arbejdede med erkendelsesteorien ud fra en mere analytisk synsvinkel. Hume ønskede at bearbejde de imperiske data ud fra analytiske modeller inspireret af samtidens fysikere, herunder Newton. Hume ønskede hermed at erstatte rationalismens tænkende vej til viden med en mere regelret metode. Også Hume kommer ind på, hvilke egenskaber en fysisk genstand har og den egenskab vi tillægger den. Farven, f.eks. Er farven en egenskab ved den fysiske genstand, eller er det en egenskab vi gennem vore sanseorganer giver den. Et interessant spørgsmål.

Jeg har her gennemgået en række holdninger og teorier omkring erkendelse. Der har været en klar udvikling fra den fundamentalistiske opfattelse, hvor der findes en basis af antagelser der danner grundlag for retfærdiggørelsen af al viden. Problemet med fundamentalismen er iflg. Bonjour, at fundamentalisterne ikke er i stand til at dokumentere tilstrækkelig retfærdiggørelse af basisantagelserne. Samme Bonjour forsøger dog at løse fundamentalisternes problem ved at introducere coherens teorien. Dette gør han i erkendelse af, at såfremt vi skal ud over det fundamentalistiske niveau, så må der findes en metode til sikker retfærdiggørelse af antagelser. Opgaven er at finde en vej imellem imellem en skepticistisk og en dogmatisk indgangsvinkel.

Lidt omkring coherensteorien.

Udgangspunkt: Bonjour - coherist
-    viden er ikke baseret på et fundament af sikker viden – fundamentalisme
-    men begrundes med relation til andre forhold vi tror på – véd – har defineret viden om
-    men der er ikke kun tale om logisk sammenhæng

Påstand: Hvis vi kan retfærdiggøre imperisk antagelse ved at relatere til andre retfærdiggjorte antagelser, så er graden af retfærdiggørelse afhængig af relationen mellem de indgående antagelser,  forudsat at hver antagelse er retfærdiggjort.

Men man kan ikke tale om coherence uden at kende indholdet i antagelsesrelationerne.
1.    Coherence er ikke lig med blot konsistens – der er mere
2.    Coherece har at gøre med indbyrdes afhængighed af antagelserne i systemet
3.    Relationer mellem forklaringerne er af central betydning
4.    Coherence må kunne stå for conceptuel ændring

Kritikere påstår, at coherence blot er logisk sammenhæng, altså fri for explicitte modsigelser. Hertil siger Bonjour, at dette ikke er korrekt, idet coherens jo netop ikke kun er et spørgsmål om konsistens. Men at der stilles krav til konsistensen er klart, hvorfor tilstedeværelsen af modsigelser  indikerer incoherens. Men Bonjour må allerede her acceptere, at tilstedeværelsen af grader af modsigelser medfører, at man må tale om grader af coherens.

Et andet problem er de indgående relationer imellem argument antagelserne og påstandsantagelsen. Ifølge nedenviste eksempel er graden af coherens afhængig af graden af sådanne relationer.

Eksempel:
A: denne stol er brun, elektroner er negative, i dag er det torsdag
B: alle ravne er sorte, alle fugle er ravne, denne fugl er sort
-    ingen modsigelser, begge konsistente, men meget højere grad af coherence i B end i A

Herudover skal det være muligt at forklare relationerne mellem antagelserne.
Graden af logiske relationer afhænger af forklaringer mellem relationerne, og dette forklarelseskrav er af stor betydning. 
Sluttelig omtaler Bonjour systematisk unification som forudsætning for coherence. Denne unification opfatter jeg som en nødvendighed for ad systematisk ( videnskabelig) vej at arbejde med coherensbegrebet.

Konklusion.

Hele denne diskussion om erkendelse er vanskelig at få på plads, ikke mindst i beskrivende form. Dette skyldes bl.a, at sproget og dets fortolkning er en vigtig forudsætning for såvel forståelse som muligheden for videregivelse af denne forståelse.
Jeg har været – og er delvist – besnæret af Platons idé-opfattelse, men mener absolut ikke den kan stå alene. Jeg har det også fint med især renæssesancetænkernes rationalisme, men ikke i ren form, idet viden efter min opfattelse ikke alene kan komme fra fornuften. Her kommer imperisterne ind med viden gennem erfaring. Et gennemgående træk i udviklen er arbejdet med systematikken. Kan man tale om en analytisk filosofi? Som analytiker er det altid rart, når problemstiller bliver analyseret og opstillet i klare problemområder, som Bacon har gjort. Umiddelbart er der meget i Bacons fremstilling der tiltaler mig, dog med det forbehold, at jeg kun har læst meget lidt af Bacon. Jeg er tilhænger af han systematiske nedbrydning og fornemmer, at han accepterer både en rationel såvel som en imperisk indgangsvinkel til erkendelsesteorien. Herudover har Bacon på praktisk vis placeret hele Gudsproblematikken på en sådan måde, at såvel Gudsproblematik som erkendelsesproblematik kan behandles uden uheldig påvirkning af hinanden.

Hvornår en påstand er sand og hvornår en antagelse er retfærdiggjort og hvornår man kan mene at ens viden er på sikker grund, har jeg fortsat til diskussion. Coherensteorien ser jeg som et forsøg på at nedbryde sprogets antagelser i mere eller mindre computiserbare elementer, for derved at gøre dem anvendelige i en systematisk behandling. Dette bekræftes af, at der faktisk er udviklet programmer til bestemmelse af coherensværdier i forbindelse med retfærdiggørelse af antagelser.
Spørgsmålet er blot, om ikke systemerne er mere interessante for systemanalytikere end for epistemologer. Altså systemer for systemernes skyld.

Hardy Pedersen
15/11/98