Der ønskes en litteraturhistorisk funderet redegørelse for og diskussion af Henrik Ibsens ”Gengangere” (1881).


Beskriv herunder Ibsens dramateknik mellem naturalisme og symbolisme. Og vurdér endelig Ibsens samfundsdebatterende rolle.
Eksamensopgave sommereksamen 2003
3 - ugers bunden hjemmeopgave
Litteraturhistorie II
KUA - Åbent Universitet

Opgaveløser: Hardy Pedersen
Lærer: Mikkel Bruun Zangenberg
Hold: 47890003-F03-1-1
Afleveret den 30. juni 2003

Indholdsfortegnelse          

Indholdsfortegnelse                
Opgaven                                
Indledning og disposition        
Litteraturhistorisk udvikling     
-    Newton                            
-    Darwin                             
-    Nietzsche                         
-    Freud                               
Henrik Ibsen                          
”Gengangere”                         
-    Resume                            
-    Gennemgang af stykket     
Konklusion                            
-    Ibsens budskab                
Samfundsdebatten                
Afslutning                           
Litteraturoversigt  

Indledning og disposition
Jeg vil i opgaven forsøge at placere Henrik Ibsen i en litteraturhistorisk kontekst med vægt på den periode i Ibsens liv, hvor han skriver nogle af sine berømte dramaer, herunder ”Gengangere”. Med den litteraturhistoriske udvikling som baggrund vil jeg analysere, hvorledes Ibsen kan siges ikke blot at være eksponent for, men også udvikler af nogle af de strømninger, der hører ”Den moderne tid” til. Jeg definerer hvad der ligger i begrebet ”Den moderne tid”, og diskuterer i denne forbindelse, hvad de forskellige litteraturhistoriske perioder repræsenterer.

Efter en kort beskrivelse af  Ibsen og en gennemgang af ”Gengangere”, med fokus på nogle af de replikker, der afspejler tanker og idéer i samtiden, forsøger jeg at placere Ibsen i den (de) rette periode(r). Afslutningsvis trækker jeg en tråd fra Ibsens naturalisme og symbolisme op til i dag.

Dette er scenen for opgaven. Den er begrænset og mine hovedpersoner/emner skulle helst ikke slippe ud, før de er tilbørlig behandlet – i modsætning til Ibsens hovedpersoner, der normalt ikke slipper ud af scenen med livet eller friheden i behold.

Litteraturhistorisk udvikling
Livsanskuelsens pendul svinger igennem tiden imellem idealisme og realisme. I 1700 tallet behersker oplysningstidens rationalister litteraturen. Det er en periode præget af revolutioner og krige, og i begyndelsen af 1800 tallet  overtager romantikkens idealisme den litterære dominans. I sidste halvdel af 1800 tallet udfordres romantikkens idealiserede verden af et mere individualistisk menneskesyn. Pendulet svinger i realistisk retning, og det er der mange gode grunde til.

Én af grundene er Newtons teorier (1642-1727)1, som danner grundlag for en eksplosiv naturvidenskabelige, industriel og økonomisk udvikling.  Udviklingen giver næring til et helt nyt verdenssyn, hvor blandt andet de tre nedenfor nævnte videnskabsmænd, der alle er samtidige med Ibsen, for alvor sætter menneskets rolle i verden i perspektiv. Den lineære (realistisk-naturalistiske) tankegang fødes, og naturvidenskaben begynder at erobre verden.

Mennesket er, ifølge Darwin (1809-1882), ikke et Guds skabt væsen, men resultatet af en meget lang naturvidenskabelig udvikling. Denne udvikling er uendelig – det er menneskets og naturens udvikling også. Darwins evolutionsteori, i sammenhæng med Newtons bidrag indenfor naturvidenskaben, sætter skub i tingene. Nietzsche (1844-1900)2, peger fra slutningen af 1870’erne på videnskaben som det kritiske redskab, der skal lære mennesket at gennemskue årtusinders illusioner. Ifølge Nietzsche er Europas historie netop historien om, hvorledes bestemte perspektiveringer af verden søger at få monopol på, hvad der er godt (moral, religion), skønt (kunst) og sandt (filosofi og videnskab). Der findes uendelig mange fortolkningsmuligheder, hvorfor man må være på vagt overfor ethvert forsøg på at betragte én af disse muligheder som altomfattende og eviggyldig. Gud, som det højeste værdigrundlag, kan derfor ikke overleve. Gud er en illusion – en menneskeskabt konstruktion.

Mennesket efter Darwin er et biologisk væsen, og resultatet af en biologisk udvikling. Dette er en vigtig konstatering for Freud (1856-1939)3, der fokuserer på menneskets driftsanlæg i forklaringen af menneskets individ og kultur. Freud ønsker at give en videnskabelig beskrivelse af menneskets sjæleliv.
Hermed er grunden lagt til et nyt syn på den verden, der tidligere var en ordnet hele bygget delvist på et fundament af guddommelig bevidsthed. Fundament er borte, og mennesket er nu en del af en naturvidenskabelig udvikling underlagt naturvidenskabelige love. Emile Zola (Bradbury 82) siger: ”Arv har sine love ligesom tyngde.” Individet er resultatet af en udvikling, hvor arv, miljø og andre sociale forhold er afgørende.

Ibsen oplever denne udvikling nede i Europa. Samtidig oplever han også 1800 tallets stærke europæiske industrielle og økonomiske vækst, der afføder et stigende pres på borgerskabet fra den voksende arbejderklasse, der kæmper for bedre livsvilkår. Samfundsudviklingen giver grobund for bl.a. en Karl Marx (1818 – 83) - og for en Henrik Ibsen, der på realistisk naturalistisk grundlag ønsker at tage samfundets stigende sociale og miljømæssige problemer op til debat.

 ”--- Men da 1848’s idealisme begyndte at dø hen og en ny retning, realismen, fejede igennem Europa med sin vægt på tidens sociale problemer, konflikter og store miljøforandringer, så fik det alt sammen udtryk i Ibsens værker.” Og ” ---da realismen bevægede sig frem mod naturalisme – den sækulariserede, naturvidenskabelig og materialistiske holdning til livet og kunsten, der betragtede det individuelle liv som begrænsede af stærke miljøbetingede og genetiske kræfter og af vitalistiske energier – så reagerede Ibsen atter.” (Bradbury 74).

Henrik Ibsen 1828 – 1906
Nordmanden Henrik Ibsen udarbejder sine værker dels i Norge og dels, som en del af hans samtidige forfattere, i udlandet. Ibsen er én af de moderne gennembruds mænd, og oplever i sin forfatterkarriere konflikten imellem på den ene side den romantiske forestillings-verden, der danner grundlag for hans første nationalromantiske skuespil og på den anden side den naturvidenskabelige tænkemåde, der danner grundlag for hans senere naturalistiske samtidsdramaer, herunder ”Gengangere”. At Ibsen er i konstant bevægelse ses af følgende notat fra Bradbury (74): ” Og da naturalismen begyndte at opløses i  impressionisme, ekspressionisme og symbolisme, en mindre realistisk, mere psykologisk intuitiv skrivemåde, var Ibsen helt i front”.

”Gengangere” 1881
Resume
Regine, der er steddatter af tømrer Engstrand, har en diskussion om Regines datterlige pligt. Dette er den første af en række kontraster imellem livsanskuelser på moral og pligt. De afbrydes af husvennen Pastor Manders, der kommer for at ordne nogle sager omkring det asyl, børnehjem, som fru Alving har bygget til minde om sin afdøde mand. Pastor Manders er repræsentant for en næsten hyklerisk gudstroende samfundsmoral og konstaterer ved sit besøg, at moderne tider har sneget sig ind i det Alvingske hjem. Fru Alving holder ”moderne” tidsskrifter. Oswald, hendes søn, som har levet en stor del i tvungen eksil i Paris, er kommet hjem med viden og overbevisning om verden udenfor. Manders anbefaler ikke at forsikre asylet, idet dette kan få omverdenen til at betvivle hans- og fru Alvings rette Gudstro. Det skal få alvorlige konsekvenser. Oswald gør tilnærmelser til Regine, hvilket får fru Alving til at udbryde ”Gengangere” med henvisning til Hr. Alvings tilsvarende tilnærmelser overfor Regines mor - med Regine som resultat.

Dette åbner for sluserne hos fru Alving, der fortæller Manders om det liv og de oplevelser, hun igennem livet har haft, men som hun har holdt skjult for alle. Hun gør oprør, og hver gang hun forsøger at finde løsninger, er der ”Gengangere”, fortidsminder, på færde. Det er der også i hendes forsøg på at komme ind på Oswald. Han accepterer hende som mor, men forkaster hende som menneske.
Asylet brænder under mystiske omstændigheder. Snedker Engstrand giver først Manders skylden, for dog efterfølgende selv at påtage sig den imod at modtage et passende beløb til oprettelse af et sømandshjem. Fru Alving får i slutscenen valget imellem at give Oswald dødbringende morfin eller se til, at den søn hun elsker, men som ikke har bedt om livet, alligevel dør af store smerter påført af den syfilis sygdom, han har arvet fra sin far – igen en genganger.

Gennemgang af stykket
Ibsen sætter samfundet, især borgerskabet under kritisk debat. Det borgerskab, der holder fast i gamle livsanskuelser anlagt på religiøs moralsk grund med indbygget konflikt imellem individuelle og samfundsmæssige interesser. Det borgerskab, hvor livsglæde og kvinderoller har trange kår. Og hvad er mere nærliggende end at tage tidens ”moderne” virkemidler i brug. Det ”moderne” dækker over en realistisk beskrivelse, som giver Ibsen mulighed for at fremføre en ” detaljeret og virkelighedstro person- og miljøskildring og beskæftige sig med konkrete psykologiske, sociale og politiske problemer.” (Litteraturhåndbogen 497). Denne skildring får ekstra dybde, når den finder sted på naturalistisk grundlag, med driftsliv, arv og miljø som vigtige elementer, og i et samfund, hvor individet er determineret af love, det ikke kender eller først langsomt bliver bevidst. (Litteraturhåndbogen 494)
 
Det mangeårige ægteskab med hr. Alving var ikke andet end ”en afdækket afgrund” (28)4, betror fru Alving pastor Manders. Alle lever således på randen af en afgrund, hvis  uovervindelighed er symbol for den uovervindelighed det er, at passere afgrunden imellem individuelle og samfundsmæssige interesser. (Bien 184). 
Dramaet gennemspilles af  fem personer (seks med hr. Alving), som hver især symboliserer meget forskellige samfunds- og livsanskuelser. Manders repræsenterer borgerskabets normer når de er værst, og Manders er også den katalysator, der foranlediger de oprør, der er gennemgående tema i ”Gengangere”.

Regine gør oprør ved at udtrykke, at det hendes plejefar Engstrand kalder ”Vorherres regn” i hendes verden er ”fandens regn, er det.” Regine gennemspiller hele stykket med en undertrykt lyst til oprør. Hun vil gerne med til Paris, hun vil gerne arbejde på asylet, hun vil gerne… men hun får ikke taget sig sammen af grunde, jeg kommer ind på senere.

Fru Alving gør også oprør. Hun kan til pastor Manders rædsel lide de ”nye” tidsskrifter: ”der er egentlig slet ikke noget nyt i disse bøger; der står ikke andet end det, de fleste mennesker tænker og tror. Der er bare det, at de fleste mennesker ikke gør sig rede for det eller ikke vil være ved det.” (13). De nye tanker og tider har trange kår.
Fru Alving  er nogle gange forsvarer af borgerskabets idealer, og til andre tider gør hun oprør imod samme idealer, alt afhængig af, hvem hun er oppe imod. Overfor den endnu mere moralistiske Manders gøres oprør, og her er hun ikke bange for at vise sit ståsted. Hun ”forsynder sig” fortsat overfor Mander med udtrykket:” Ja, dette med lov og orden! Jeg tror mangen gang det er det, som volder alle ulykkerne her i verden... ”men jeg står ikke i det med alle disse band og hensyn længer. Jeg kan det ikke! Jeg må arbejde mig ud til frihed.” (35).

Fru Alving ønsker at bryde ud, at realisere sig, hvilket understreges yderligere i ordveksling med Manders, hvor hun ønsker sandheden omkring Oswalds far frem, men møder Manders replik: ”Ja men idealerne da? (Oswald skal agte og elske sin far). De har grundfæstet en lykkelig illusion hos Deres søn, fru Alving – og det bør De sandeligen ikke skatte ringe.”(36). Ibsen sætter her virkelig borgerskabets moral til skue. For Manders (borgerskabets moral) er idealerne, illusionerne, det afgørende. Skidt med om det idealerne bygger på er ren illusion, bare der handles efter bogen (Bibelen).
Fru Alvings reaktion indikerer, at hun er blevet klogere og har taget ved lære af livet. Hun strunter (overfor Manders) i idealerne og vælger at tro på verden, som den udspiller sig for hende. 

Oswald gør også oprør. For ham repræsenterer såvel Manders som hans mor borgerskabets værste idealer. Han har, som Ibsen, set verden udenfor Norge, og oplevet de nye tider og normerne, der følger med. ” Ja, eller med sine børn og sine børns moder” (22), siger Oswald, i hvis optik et hjem udmærket kan etableres uden at hvile på et ægteskab.

Borgerskabets dømmende moralkodeks går ud over livsglæden. ”Ja, livsglæden mor – den kender I ikke stort til herhjemme. Jeg fornemmer den aldrig her” (54). Fru Alving bekræfter, at livet er en jammerdal, hvortil Oswald siger:” Men sligt noget vil mennesket ikke vide af derude. Der er ingen der, der rigtigt tror på den slags lærdom længere. ”Derude” kan det kendes som noget jublende lyksaligt bare det at være til i verden.”

Hr. Alving gjorde oprør da han levede - i bestræbelserne på at finde lidt livsglæde. ”Han måtte gå herhjemme i en halvstor by, som ingen glæde havde at byde på, men bare fornøjelser”. siger fru Alving.” (63). Ibsen er citeret for at sige, at: ”Alt hvad jeg har skrevet er minutiøst forbundet med hvad jeg har gennemlevet (Bradbury 82). Replikken indikerer, at Ibsen ikke kun skriver læserne/publikum ind i stykket, men også sig selv. Norge er for lille til Ibsen – han har mere i sig, end han der kan udfolde, derfor må han rejse og gøre oprør, ligesom Nora5 og  hr. Alving. 
  
Ibsen gør også op med kvindernes rolle i samfundet. ”Men en hustru er ikke sat til at være sin husbonds dommer” (25), siger Manders til fru Alving, hvis adfærd tidligere i ægteskabet udlægges som nærmest katastrofalt. Fru Alving tog her skridt til oprør, men lod sig kue tilbage til borgerskabets ”fornuftsægteskab” – i modsætning til Nora.
Manders gør ikke oprør. Gud er for Manders ikke nogen illusion, i hvert fald ikke udadtil. ”Man kunde virkelig så såre let komme til at opfatte det som om hverken De (fru Alving) eller jeg (pastor Manders) havde den rette tillid til en højere styrelse”(16). Manders er ude i en dobbeltmoralsk rolle, idet han på den ene side er Guds moralske repræsentant samtidig med, han overlader asylets eksistens til den skæbne, han måske selv er med til at bestemme. Nietzsche har i ”Afgudernes ragnarok” side 48 en meget rammende beskrivelse, hvoraf jeg har taget nogle udpluk. Beskrivelsen er ikke af Manders, men den rammer det syn, Ibsen lægger ind i Manders rolle meget præcist:

”Lad os til slut overveje, hvilken naivitet det er at sige, ”sådan og sådan burde mennesket være!” Virkeligheden viser os en henrivende rigdom af typer, frodigheden i et ødselt formspil og en overdådig formvekslen: og en eller anden ynkelig drivert af en moralist siger hertil: ”nej!, mennesket burde være anderledes”?… han ved endda hvordan det burde være, dette skinhellige skrog… Men selv når moralisten blot henvender sig til den enkelte og siger til ham:”sådan og sådan burde du være!” ophører han ikke med at gøre sig selv latterlig…Og der fandtes faktisk konsekvente moralister, de ville have menneskene anderledes, nemlig dydige, de ville have dem i deres billede, nemlig som skinhellige: med det formål benægtede de verden! Ikke nogen lille galskab!…Vi andre, vi immoralister, har omvendt åbnet vort hjerte for al slags forståen, begriben, godkendelse…Vi har fået øjnene mere og mere op for den økonomi, der endnu har behov for og forstår at udnytte alt dét, som præstens hellige idioti, den syge fornuft i præsten, forkaster…”

Uanset hvilken dør personerne søger at slippe ud af, så mødes de af Ibsens gengangeri6. Individet er låst af fortiden, og det kommer ikke videre uden at blive konfronteret med  denne. Ibsen lader fru Alving understreger splittelsen imellem fortid og nutid med bemærkningen:” .. men jeg tror næsten vi er ”gengangere” alle sammen, pastor Manders. Det er ikke bare det vi har arvet fra far og mor, som går igen i os. Det er alle slags gamle afdøde meninger og alskens gammel afdød tro og sligt noget…(37). ”Fædrenes synder hjemsøges på børnene”(49). Fru Alving vil gerne vriste sig fri, men hun sidder fast, hvilket bekræftes af Oswalds udtryk:” Du kommer ikke ud. Og her kommer ingen ind.” (70). For Oswald slutter livet med et ønske om at opleve det, han aldrig havde mødt derhjemme, nemlig solens symbol på glæde og frihed, angstens modpol. Solen kom på Oswalds sidste dag, men for sent!

Konklusion
Takket være Ibsens realistisk naturalistiske syn er det lykkedes at få emner til debat, midt på scenen. ”Gengangere” afdækker nogle af samtidens dybe kontraster imellem livsanskuelser. ” …selvgladt hykleri og borgerlig selvsikkerhed, det moderne ægteskab, kønssygdomme eller nogle samfundsstøtters forsøg på at undertrykke nyheden…..” skriver Bradbury (85). Alle emner er til debat i ”Gengangere”.

For Ibsen fører den naturalistiske metode ud i en sammensat symbolisme og i en ny moderne tragedieform. Personerne symboliserer/repræsenterer således den konflikt, der er imellem fortidens og  samtidens  livssyn, og alle er determineret af den arv og miljø, de hver især bringer med. Manders er den hykleriske forkæmper for borgerskabets moralske fængsel, hvor alle som udgangspunkt er spærret inde. Regine er symbol på den rene ungdom, der er blevet så påvirket af borgerskabets greb, at gengangeriet, de holdninger, vaner og værdier, hun er vokset op med, holder hende fast. Engstrand er symbol på det ”drivtømmer”, der altid driver rundt i et samfund. Engstrand driver derhen, hvor hans største personlige gevinst kan hentes uanset den moralske pris. Og Oswald er symbol på individet, der har alle chancer for at slippe fri, men alligevel af gengangeriet tvinges tilbage, hjem – for at dø.

Fru Alving tager mange tilløb til oprør, men svigter hver gang det virkelig gælder. Hun  præsenteres for fortidens synder, ”gengangere,” dem kan hun måske klare. Men hun er ligesom de øvrige personer dybt påvirket af gengangeriets kulturelle holdninger, vaner og værdier. Alle risikerer selv at blive ”genganger”, og lever således et andet(s) liv, som levende død.

”Gengangere” er ikke kun erindringer om fortiden eller en gentagelse af tidligere handlinger. De er konsekvensen af moralske valg der blev truffet engang, og de bygger nyt drama ud af det gamle og skaber ikke bare gen-opførelser, men frygtelige nye kriser. (Bradbury 90). ”Han (Ibsen) giver os ikke kun os selv, men os selv i vor egen situation” Shaw (Bradbury 72).
Ibsens budskab.
Hvad er nu Ibsens budskab? Ét bud kan være, at gengangeriet, den kulturelle arv individet har, lægger hindringer i vejen for frihedens udfoldelse. I naturvidenskaben reduceres processerne til de forståelige formler, der danner grundlag for udviklingen. Overføres denne metode direkte til litteraturen, går noget tabt. Selv om Ibsen gerne vil gøre op med borgerskabet og sætte individet i centrum, så er individet, i modsætning til naturvidenskabens processer, bærer af en kulturel arv, der ikke bare kan reduceres. Nietzsches behandling af kampen imellem de dionysiske og apollinske kræfter kan fornemmes. De moderne tiders apollinske rationelle kræfter har måske alligevel ikke helt overtaget scenen. ”Gengangere” og gengangeriet spøger, og Ibsen bringer ved hjælp af symbolismens sprog på dramatisk vis afsløringerne ud til læser og publikum på en sådan måde, at ingen går fri. Dramatikken svæver ud over scenekanten.

Samfundsdebatten
--- og at dette lykkes fremgår klart af den debat, der har været siden Ibsens værker blev kendt. Ibsens udlevering af borgerskabets falske illusioner og moralske magtmisbrug kan ikke udtrykkes, og slet ikke af en Henrik Ibsen, uden at skabe debat. Kort efter udgivelsen er ”Gengangere” emne for en stortingsdebat i Norge og bliver her beskyldt for angreb på det bestående samfund og på kristendommens moral. Ligeledes beskyldes ”Gengangere” for at være amoralsk og nihilistisk. (Bien 185). Andre giver udtryk for, at stykket ”undergraver den moral, der danner grundlag for vor samfundsorden” samt at ” der er trængt et umiskendeligt nihilistisk træk ind i den nyeste skandinaviske litteratur” (oversat fra norsk Ibid 186). Ibsen lader sig imidlertid ikke gå på af denne debat, og han tilbageviser påstanden omkring nihilisme med, at ”Gengangere” ikke forkynder noget som helst. Den peger kun hen på, at der gærer nihilisme under overfladen, herhjemme og andetsteds.

Der går mange år, før ”Gengangere” bliver opført i Norge, og i Tyskland får stykket politiforbud.
Bradbury (35) skriver, at ” de store moderne bliver ved at være vores samtidige – nu og da langt mere end så mange af vor egen tids forfattere… De gennemførte virkelig at ”gøre det nyt” og vi lever både i den nye tid de fik øje på og blandt de nye virkelighedsbilleder de skabte.” Det er let at dokumentere. Selv i dag, næsten 100 år efter Ibsens død, fylder han i debatten. Et opslag på ”Henrik Ibsen” på internettets søgemaskine yahoo.com giver 67.300 links. I weekendavisen den 13-19. juni 2003 kan læses en anmeldelse af 3 nye Ibsen bøger med teksten: ” Tre værker står vagt om den norske dramatiker.”

Afslutning
Ibsen er med til at beskrive en verden i konstant forandring, og han gør det på en måde, som i år 2003 fortsat giver næring til debat. ”Gengangere” og gengangeri er spor fra fortiden, der vender tilbage, måske via nedarvede gener. Darwin og Freud ville nikke bekræftende, og nutidens génforskning har for længst taget udfordringen op. Ibsen udforsker nogle af de problemstillinger, Freud tager op, nemlig hvorledes fortidige skyldfølelser og fortrængninger påvirker vores nuværende adfærd og natur og vores higen efter at blive forløst fra disse fortrængninger og finde glæde. Bradbury (91). Ibsen vedbliver at være samtidig. Han provokerer bevidst samfundet til at se og forstå de nye tider. I dagens terminologi kan siges, at han vist ikke var særlig politisk korrekt - heldigvis.


Hardy Pedersen

Litteraturoversigt

Henrik Ibsen                      
Gengangere, MIKRO 1999

Malcolm Bradbury            
Da litteraturen blev moderne. Gyldendal. Dansk udgave ved Lisbeth og Hans Hertel 1988.

Ib Fischer Hansen m.fl.     
Litteraturhåndbogen, Gyldendal 1981.

Poul Lübcke m.fl.              
Politikens filosofileksikon 1998.

Friedrich Nietzsche          
Afgudernes ragnarok, Gyldendal 1999, 4. oplag.

Horst Bien                        
Henrik Ibsens realisme.

Peter Szondi                   
 Introduction; The Drama; The Drama in Chrisis. Artikel fra                         Litteraturhistorie II kompendium 2003.

Charles R. Lyons             
Ibsens Realism and the Predicates of Postmodernism.  Artikel fra Litteraturhistorie II kompendium 2003.